Kina Antik ApS
Kina-Antik blev oprindelig startet af vores forældre, og snakken om gamle antikke møbler har selvfølgelig fyldt meget i hjemmet.
I foråret 2006 overtog vi firmaet.
Forhistorien er:
I 1985 blev vores forældre af vores engelske venner og familie bedt om en introduktion til let og funktionel skandinavisk møbeldesign.
Det bragte dem bl.a. omkring Ikea. Vores engelske onkel, Ian, blev så begejstret for Ikeas koncept, at han søgte ind i Ikea og blev uddannet til at starte Ikea i England.
For at gøre en lang historie kort er Ian nu countrymanager i Kina med ansvar for at opbygning af Ikea i hele Kina. En fælles familieinteresse for møbeldesign bevirkede, at Ians forretningsforbindelser i Kina introducerede vores forældre for en leverandør af antikke kinesiske møbler og husgeråd, som de var stolte af o gerne ville introducere gæster for.
Ved vores forældres og egne besøg i Kina har vi kunnet konstatere, at kvaliteten er af meget høj standard, og at vi uden mellemhandlere kan tilbyde smukke antikke møbler til en særdeles favorabel pris.
Kort om vores opkøber og leverandør
Vores opkøber og leverandør er ud af en gammel møbelsnedkerslægt. Som de fleste ældre kinesere, afspejler hans livshistorie Kinas nyere historie og store omvæltninger.
Han var netop blevet færdiguddannet som møbelsnedker i slægtens firma, da han under kulturrevolutionen blev tvangsforflyttet til det sydlige Kina for at dyrke ris. Lønnen i rismarkerne var 16 kuái pr. md. (ca. 16 kr.)
Efter mere end 10 års arbejde i rismarkerne blev han, i kraft af at han kunne skrive og regne, sat til at lave de månedlige regnskaber. Disse regnskaber blev sendt til centralregeringen i Beijing. Her fik man øje på, at disse regnskaber var meget omhyggelige, hvorfor han blev hentet til Beijing for at arbejde i ministeriet.
Efter 14 års arbejde i ministeriet fik han lov til at vende tilbage til sit gamle håndværk. Han bruger nu al sin tid på at opkøbe antikviteter, som nænsomt restaureres. Han har en meget strikt holdning til nænsom restaurering. Viser det sig nødvendigt at skifte f.eks. et ben eller en skuffe på et skab, vil det fremgå af beskrivelsen - og prisen vil være derefter.
En stor del af antikviteterne sælges til opkøbere i Hong Kong og Shanghai med videresalg til især USA og Vesteuropa for øje. Udførsel af antikviteter kan i Kina kun lade sig gøre med ministeriel godkendelse. Inden pakning og forsegling gennemgås hver artikel, før en evt. godkendelse af eksport kan opnås.
Da vi i foråret 2006 overtog firmaet var det båret af begejstring for enkel og funktionel design, tætte relationer til vores kinesiske opkøbere, og sidst men ikke mindst lysten til at skaffe antikke kinesiske møbler til Danmark til en overkommelig pris.
Kina-Antik ApS